Følg mig på facebook eller Twitter og få besked, når jeg udgiver nye indlæg
Lykkelig med stress - en ny begyndelse
Min Historie
Himmelrummets kraftværk
du i mig
jeg i dig
dyrene
månen
havet
mig
på et tegnebord i kosmos så vi dagens lys
som gnister i himmelrummets kraftværk
som sommerdis i vintersol
som børn af stjernernes børn
håb glæde livsmod og styrke
fyldte du i hjertets ballon
mulighedernes mulighed
bare at vælge
midt på livets perron
du gav mig alt
tog det igen
kun sjælen
og et nu var tilbage
TEKST OG FOTO: KATHE D. GRØNNING
kom tilbage og gav mig
mit NU
kærlighed håb latter og fryd
skønhed i ordets magi
elsket og værdsat
igen noget værd
er det nu min ny melodi
du venter hvor fremtid blir nu
i nuet hvor lyset blir til
der skal vi mødes og lægge en plan
en plan hvor nuet er NU
nu er det mit
en skat som jeg har
mit i dette sekund
nuet er mit i dette sekund
om lidt har jeg givet det fra mig
Kathe D. Grønning
I min hverdag vender jeg igen og igen tilbage til Himmelrummets kraftværk, et digt, jeg skrev i 2010 - et år efter, at jeg for alvor var gået ned med stress. På det tidspunkt var jeg så dårlig, at jeg ikke kunne tømme postkassen, ikke kunne tage telefonen eller forholde mig til mere end et menneske og et spørgsmål ad gangen.
Jeg havde virkelig brug for hjælp og indsigt.
Meget tidligt en morgen vågnede jeg med titlen til digtet i hovedet, og på tyve minutter var det skrevet.
Det var selvfølgelig mig, der førte pennen, men jeg oplevede det som et diktat og en hjælp til at få troen på livet tilbage.
Siden da har indholdet i Himmelrummets Kraftværk stået meget centralt i min kamp for at få en hverdag til at fungere. Det hjalp mig til at få øjnene op for vigtigheden af at lægge fortiden bag sig, glemme alt om at planlægge fremtiden og i stedet koncentrere mig om mit nu.
NUet blev min redning.
Siden 1987 havde jeg været efterskolelærer i overhalingsbanen. Kalenderen var altid propfuld af undervisning, forberedelse, weeken-darrangementer, møder, vagter osv.
Den fritid, der var til overs, blev fyldt ud med friluftsteater, job som korleder og kirkesanger, sangundervisning, optrædener og meget andet.
Men jeg kunne det hele. Troede jeg.
En dag begyndte hjertet at gøre knuder, hovedet var én stor smerte, og lidt efter lidt blev jeg nødt til at sige mine fritidsaktiviteter fra.
Det gjorde ondt, men jeg var ikke i tvivl om, at det var nødvendigt. Kroppen var ved at sige stop. Nu var der "kun" arbejdet som efterskolelærer og viceforstander tilbage, og til sidst bukkede jeg også under for det pres.
Jeg kunne ikke mere.
Inderst inde vidste jeg godt, at jeg havde budt mig selv alt for meget. Alligevel var jeg forfærdelig længe om at indse det, og inden jeg fik sagt fra, havde jeg desværre nået at svigte rigtig mange.
Først og fremmest svigtede jeg mig selv. Jeg vidste godt, hvad min krop prøvede at fortælle mig, men jeg nægtede at høre efter, og jeg kan skrive under på, at man er den sidste til at indse, hvor slemt det står til.
I mange år havde jeg svigtet venner og familie, fordi jeg ikke havde tid, og nu svigtede jeg min mand og mine børn, fordi jeg ikke ville lytte.
Jeg skal lige...
Jeg har altid kunnet...
Det sker ikke for mig...
Først da en fremmed gentog min datters ord, begyndte beskeden at trænge ind:
"Hvis du ikke stopper nu, dør du."
Den dag i sommerferien, hvor min mand og jeg kunne fejre vores sølvbryllup, var jeg så dårlig, at jeg ikke selv kunne klæde mig på.
Kroppen fungerede ikke.
Musklerne og hovedet nægtede at samarbejde.
Var det så nok til at sige helt fra?
Nej, desværre.
Efter ferien overtalte jeg min læge til at deltidssygemelde mig på trods af hans advarsler i stedet for at stoppe helt op og give kroppen ro. Jeg havde stadig ikke lært lektien.
Jeg skulle lige...
Efter halvanden måned fik jeg endegyldigt sagt fra. Den dag, jeg forlod min arbejdsplads for at blive sygemeldt på fuld tid, troede jeg bestemt, at jeg skulle vende tilbage. Jeg skulle bare lige have lidt ro. Men jeg lukkede døren efter mig for altid.
I tiden efter gik jeg igen med følelsen af at svigte - svigte mig selv, fordi jeg ikke formåede at være stærk nok, svigte de nye elever, fordi jeg ikke magtede at lære dem at kende - de gamle elever, fordi jeg ikke var i stand til at holde kontakten med dem, og ikke mindst mine kolleger, fordi jeg pludselig var væk. De må have stået meget uforstående over for, hvad der skete, og jeg er overbevist om, at de heller ikke vidste, hvor galt det stod til. Jeg fik aldrig sagt farvel og aldrig afsluttet et godt og langt arbejdsliv på en værdig måde, for da først alle arbejdsopgaver, krav og forventninger var fjernet fra mine skuldre, blev jeg til en blævrende gople, som ingenting kunne.
Fra det ene sekund til det andet var jeg uden for alles rækkevidde - også min mands. At vi ikke er havnet i den chokerende høje skilsmissestatistik for stressramte, skyldes udelukkende, at han gav mig ro, tid og rum til bare at være og gøre ingenting for efterfølgende at lægge øre til, når jeg fortalte, hvad jeg havde brug for, og hvad jeg ikke magtede.
Ham skylder jeg en meget stor tak!
I min blog vil jeg senere fortælle om, hvad vi gjorde og stadig gør, for at komme igennem krisen.