1992 var på mange måder et markant år. Danmark blev europamestre i fodbold, franske landmænd og lastvognschauffører blokerede sommertrafikken på grund af en ny kørekortafgift, og min familie blev beriget med det største latteremne til dato. Det leverede jeg, selv om det var ganske ufrivilligt.

Selvfølgelig skal man tisse, når man tilbringer mange timer i en familieferiebil. Somme tider skal det gå meget stærkt, og sådan var det for mig på denne famøse dag, hvor jeg havde fremtvunget et stop på den nærmeste rasteplads. Toilet eller ej. Desværre var det ”ej”, så jeg var henvist til naturen.

Under normale omstændigheder, ville den vejrbidte bondemand med sine græssende får ved indkørselen til pladsen have fået stor opmærksomhed, og lige så betaget ville jeg have været over udsigten i dette franske paradis. En dal, som kunne opbyde de smukkeste postkortbilleder af vinmarker og række efter række af blå lavendler, som flimrede og duftede i varmedisen.

Men der var ikke tid til betagelse. Kun tid til at finde en alternativ toiletløsning.

Der var den. En skrænt med et vandløb i bunden af en kløft. Det havde jeg trods alt tid til at bemærke, men det måtte være det perfekte sted – troede jeg.

Jorden var porøs og fyldt med skarpe sten, og det krævede den yderste koncentration at holde balancen i hugsiddende stilling.

Mens jeg glædede mig over at have nået det i tide, betragtede jeg den stejle skråning, som var prydet af brændenælder og burresnerrer og domineret af to kraftige pigtrådshegn, som sikkert skulle agere stopper for eventuelt nedfaldne får.

Godt, man ikke var et får.

Men det var et fint sted, og jeg var helt ugenert. Med lukkede øjne kunne jeg endelig nyde solen mod min blege danskerhud, lyden af de syngende cikader, som jeg havde savnet i et helt år, og ikke mindst lettelsen over min helt egen rislende kilde.

En velkendt hvislende lyd af tog på skinner brød ind i mit nu og fik mit hjerte til at hamre, så jeg blev helt svedt. Og der i bunden af kløften fik jeg øje på noget, jeg ikke hidtil havde bemærket. Togskinner.

“Et tog! Jeg må se at blive færdig. Bare jeg når det, inden...”

Tanken var ikke tænkt til ende, inden toget kom glidende. Et persontog fyldt med passagerer - mødre, børn og ældre. Jeg var afsløret. Taget på fersk gerning. I samme nu mistede jeg koncentrationen og begyndte en hurtige nedtur mod afgrunden. Jeg faldt bagover. En sko fløj af og landede langt bag mig, og alt det, jeg hidtil havde forsøgt at skjule mest for de fleste, var i et nu udstillet som et månebillede på et sommergalleri.

Jeg gled og gled. Over skarpe sten, gennem brændenælder og burresnerrer. Tumlede rundt. Hovedet nedad og enden lige i vejret. Slog baghovedet i et forsøg på at undgå pigtråden. Jeg fløj. Og tankerne fløj - direkte ind til de stakkels mødre i toget, som må have fået travlt med at holde deres børn for øjnene.

Stilhed. Jeg gled ikke mere. Toget havde passeret.

Der sad jeg i pigtråden som et andet får. Fanget med bukserne som en spændetrøje om anklerne og håret i endnu en række pigtråd. Den sidste sten rullede ned og endte i vandløbet med et plop.

Vandet klukkede. Var det latter eller forsøgte det at trøste med den milde lyd?

Det sved og smertede overalt. Brændenælder og sten havde gjort sit. Huden. Balderne. Baghovedet. Sjælen og min stolthed.

Et forbipasserende tog havde mærket mig for altid.

Jeg lå helt stille og følte efter. Ingenting brækket. Ingen alvorlige skrammer.

Hvad har de mon ikke tænkt der i toget. Den franske version ville jeg gerne have hørt.

Nu var det heldigvis ovre. Eller...

Da jeg endelig var blevet viklet ud af pigtråden, var min første og vigtigste mission at dække mig til. Jeg skulle jo nødigt blive anmeldt for blufærdighedskrænkelse, hvis der skulle komme endnu et tog.

Dække mig til? Det kunne jeg glemme, for det var helt umuligt at trække trusserne op. Nej, det er ikke helt sandt, men det ville have været yderst ubehageligt, for de var fuldstændig sat til med frøene fra burresnerrer, som bare ventede på at blive båret til en ny såplads. Da vi var børn, var det sjovt at kaste dem efter hinanden, fordi de hagede sig fast i alting med deres krumme børster, men nu var det ikke spor morsomt. De var overalt. I hundredvis - tusindvis.

Der stod jeg. Fanget i min egen skæbne med en meget såret forfængelighed, bukserne nede og de før så hvide trusser om knæene. Hvad skulle jeg gøre?

Først forsøgte jeg febrilsk at fjerne burrerne. Hurtigt måtte jeg dog indse det umulige i den opgave, for trusserne var mere grønne end hvide.

Hjælp. Jeg kunne råbe på hjælp.

Hvem ville høre mig ud over mine børn? Min mand og den langturschauffør, han stod og talte med? De ville straks komme til undsætning, og der ville jeg stå i al min elendighed med flere fremmede øjne på min bare. Nej, jeg havde haft fremmede blikke nok for den dag. Der måtte være en anden udvej.

Efter lidt tøven smed jeg den anden sko og krængede de lange bukser af. Inderstoffet var glat, så kun få burrer havde fået fæste der. De var forholdsvis hurtigt fjernet. Af med trusserne. På med bukserne. Det var der vist ingen, der så. Anstændig igen.

Der gik et lille øjeblik, så kom den. Latteren.

Den skyllede ind over mig med orkanstyrke. Tårerne løb, maven krampede, og hele min krop rystede, men desværre ikke nok til at få de mange ubudne gæster af. Burrerne var overalt. Mit lange krøllede hår var helt filtret ind. Morgenhår af aller værste karat. En større operation ventede forude.

Latteren var ustoppelig. Mavemusklerne smertede, og stemmebåndene strammede og løsnede sig i et væk, mens de frigav uartikulerede lyde. Det var svært at koncentrere sig om den store opgave, det var at rense mig så meget, at jeg kunne vise mig offentligt igen.

Familien måtte da snart savne mig - men de troede måske bare, at jeg havde hård mave.

Hver gang jeg forestillede mig det syn, der må have mødt de stakkels uforberedte mennesker i toget, fik grineflippet ny energi. Alligevel fik jeg dog efterhånden samling på mig selv og mine ting. Skoene på, trusserne i lommen, de lange bukser pænt på plads og jakken under armen. Skrænten var stejl og turen op tog noget længere tid end nedturen. Til sidst lykkedes det mig at komme op fra dybet. Fåredybet.

På lang afstand lignede jeg næsten mig selv. Håret krusede godt nok lidt mere, end det plejede, men det vidste fremmede jo ikke.Det gjorde til gengæld mine to piger på 6 og 12 år, og de reagerede straks på det, de så. Den store var dybt bekymret og spurgte:

”Hvad har du lavet, mor? Hvordan er det, du ser ud, og hvad er det, der sidder i dit tøj? Og i dit hår?”

Den mindste var sikker på, at jeg var kommet til skade, da hun så, at jeg krummede mig sammen og hulkede, så tårerne løb.

”Græder du?” spurgte hun med store bange øjne.

Jeg kunne kun ryste på hovedet i et forsøg på at overbevise pigerne om, at jeg ikke var kommet noget til, og forsigtigt og en smule beroligede begyndte de begge at befri mit hår for klæbende monstre, mens de ventede på et lidt tydeligere svar.

Det kom ikke. Tanken om at skulle sætte ord på den usædvanlige historie udløste en ny lattersalve. Tårerne løb. Maven krampede igen. De forstod ingenting. Kun at jeg lo.

Bekymret ved synet af det mærkelige optrin, sluttede min mand samtalen med chaufføren for at komme mig til undsætning. Ligesom pigerne forsøgte han at få samling på mine udefinerbare lyde, men heller ikke han forstod.

Jeg forsøgte at forklare. To ord... latteren smittede. Jeg prøvede igen. Tre ord... Alle brølede af grin. Det var umuligt. Fuldstændig umuligt at gøre mig forståelig. Familien var overladt til fantasien, for inden det lykkedes mig at få sagt så mange sammenhængende ord, at de forstod hovedtrækkene i den tåbelige historie, var der gået tyve minutter.

Det er nu rigtig mange år siden og skal jeg fortælle historien, har jeg stadig store problemer med at gøre mig forståelig. Hvem ved, måske forstår mine piger og min familie først den fulde sammenhæng nu, hvor de kan læse den i stedet for at skulle forsøge at forstå min forklaring, for bare jeg siger tre ord, griner jeg igen så meget, at latteren smitter. Fire ord... og alle brøler af grin.

Denne historie er min og familiens dybeste latterbrønd, og hverken jeg eller mine piger kan fortælle den uden at bryde sammen af grin.

I dag er den yngste en voksen kvinde, og for nylig forsøgte hun at fortælle sin kæreste om sin mors franske fadæse.

Endnu en gang var historien umulig at få fortalt, og i latterkrampe måtte hun opgive og slutte med at sige:

”Du skulle have været der!”